Alt for længe har jeg, glemt det liv jeg kom fra
det jeg flygtede fra
Fanget der i stormen, det var blevet normen
kom vis hvad du har
Midt i menneskevrimlen, så jeg ikke himmelen
jeg kiggede ned
kunne ik’ genkende, rigtig ven fra fjende
kendte ikke til fred
Så tag mig væk fra det sted hvor jeg mister min hellighed
Så tag mig ind i din favn lad mig prise dit hellige navn
Immanuel - jeg glemmer mig selv - Immanuel - du gav dig selv
Verden har jeg føjet, men jeg vidste tøjet
aldrig passede mig
For jeg var en hedning og du tog min klædning
du udfried’ mig
Midt i verdens mørke, ørkesløse tørke
der kaldte du mig
Lod det gamle vige, for en himmelstige
jeg er på vej