Alt for længe har jeg, glemt det liv jeg kom fra

det jeg flygtede fra

Fanget der i stormen, det var blevet normen

kom vis hvad du har

Midt i menneskevrimlen, så jeg ikke himmelen

jeg kiggede ned

kunne ik’ genkende, rigtig ven fra fjende

kendte ikke til fred

Så tag mig væk fra det sted hvor jeg mister min hellighed

Så tag mig ind i din favn lad mig prise dit hellige navn

Immanuel - jeg glemmer mig selv - Immanuel - du gav dig selv

Verden har jeg føjet, men jeg vidste tøjet

aldrig passede mig

For jeg var en hedning og du tog min klædning

du udfried’ mig

Midt i verdens mørke, ørkesløse tørke

der kaldte du mig

Lod det gamle vige, for en himmelstige

jeg er på vej